Forleden kom jeg gående gennem Lergravsparken. En mand i slut-trediverne var ved at lære sin lille datter at cykle. Hun sad på en lille lyserød cykel med gigantiske hvide gummi-støttehjul, og var ikke særligt tryg ved situationen.
Jeg begyndte at tænke tilbage på dengang jeg selv skulle lære det, hvordan min far ikke rigtig troede på "støttehjul" og deres funktion som pladderhumanistisk sikkerhedsnet, hvorfor han i stedet skruede et langt kosteskaft fast på bagsmækken af cyklen, hvordan han løb efter mig med skaftet i hænderne mens han råbte "TRÆD TIL, TRÆD TIL, TRÆD TIIIIIIIIIIL!!!" og hvordan han brugte samme skaft til, at trække mig stortudende og hårdt forslået ud af stikkelsbærbusken og sende mig afsted igen.
Jeg nåede lige at høre den unge far forsikre sin datter om, at når der nu var støttehjul på cyklen, kunne der jo ikke ske noget. Hun drejede styret i en uheldig position, og væltede face-down ned på asfalten, med den lille lyserøde cykel ovenpå.
Jeg smilede for mig selv og gik videre.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar